ARNE DAHL ER DØD

Mandag den 15.januar 2013 døde Arne Dahl på Sct Lukasstiftelsens hospice i Hellerup, - omgivet af Monique og sine børn. Nyheden var ventet. Arne har siden 2008 været syg af hudkræft, der siden spredte sig til de indre organer. Han var en tid i behandling, men afbrød forløbet og havde det forbavsende godt i 1½ års tid. Monique passede og plejede ham i huset i Vernet les Bain i Pyrenæerne. De kørte ud i naturen, hvor Monique gik en tur og Arne, - der var blevet dårligt gående, - sad i bilen og nød en smuk udsigt. De rejste til Danmark på juleferie for 4 uger siden, hvor Arne fik et alvorligt tilbagefald og er nu død.

Mange her i Sydfrankrig vil tænke på Arne med stor glæde og på de mange oplevelser på vandretur fra Menton til Var . I 7 år stod Arne med Monique for travetur på mellemniveau, ikke for langt, ikke for højt, ikke for svært. 5-8 km med de smukkeste udsigter, spændende natur, geografi og historie. Arne var velforberedt. Han elskede, at fortælle om romerne, grækerne, katharerne, om krigene, mindesmærker, historiske steder. Altid samlede hans traveture mange deltagere. Her var indgangsporten for mange nye bosiddende her. Her var hjertelighed og åbenhed. På vandrestierne mødte man sine landsmænd og kommende nye venner. Her var svar på alt det, man ikke vidste. Forbindelser blev knyttet.

Arne var interesseret i mange ting; - historie, religion, bøger, film, andre folkeslag, rejser. Som ganske ung rejste han jorden rundt, og det eventyr var en øjenåbner for ham for resten af livet. I perioder lå hans arbejdsliv også i fjerne egne i Østen. Han havde meget at fortælle, meget at debattere, elskede kontakten med andre. Skrev man en mail til Arne, fik man svar 5 min efter med røde bogstaver i brevet og 10 nye spørgsmål. Her gik dialogen ikke i stå. Og han skrev til alle. Så han et læserbrev, der interesserede ham, sendte han sine meninger frem. Efter Præstens tale på søndagens prædikestol, skrev Arne kommentarer og forslag til ændringer senere på eftermiddagen. Altid i gang, aldrig færdig.

Da Arne indstillede traveturene, var det fordi han og Monique gerne ville rejse lidt mere. Være mere frit stillet. Arne ville gense steder i verden, - Israel, Hadrians mur, Kathedralen i York. Han rejste med Cervas, en organisation, hvor man tilbyder gensidige ydelser, som værelser i en medlemskreds. Den måde at møde nye mennesker på, tiltalte Arne. Med sin ældste datter var han på De vestindiske øer. En rejse, hvor han fandt minder til gamle familiemedlemmer; intet var ham mere kært end at gå på opdagelse. Da jeg i oktober 2012 passerede Vernet les bain på vej til Spanien, sad vi ved kaffebordet og til trods for Arnes dårlige gang, fortalte han med begejstring, at han og Monique skulle til Danmark i julen og ellers tænkte på at rejse til Sydamerika.

Arne kom hjem til Danmark, og her sluttede hans rejse.

Vi har mistet et begejstret menneske og en god ven. Vi fik så meget til gengæld. Se på alle de fotos, vi har fra traveture med Arne og Monique, og vi kan se Arne i skjorteærmer, langskægget med kasket og vandrestokke og et kæmpesmil, sammen med mange andre, ude i naturen.

Kirsten Termøhlen